I 2009 flyttede jeg med min familie til Slettestrand, hvor jeg arbejde i Jammerbugt Kommune, før jeg startede min egen virksomhed i Aalborg.
For nogle år siden flyttede jeg til Aalborg, hvor jeg i dag bor i et hus i Kærby og arbejder med den grønne omstilling som direktør for Elbilforeningen.
Jeg elsker Nordjylland, og det er det eneste sted i verden hvor jeg, indtil nu, har kunnet finde den rette kombination af kultur, forretningsliv, natur og selvfølgelig havet.
Jeg har mange visioner for Europa og er stor tilhænger af det fredsprojekt, jeg mener EU er. Min mormors historier fra krigen og besættelsen har efterladt et stor indtryk på mig, og jeg ser EU som en stor succes, der har sikret fred mellem Europas store arvefjender i over 50 år. Vi må aldrig glemme historien. Det øjeblik vi glemmer krigens rædsler, vil en ny stærk diktator begynde at køre sine kampvogne ind over grænsen til frie demokratiske lande.
Når jeg ikke er på arbejde eller bedriver politik, holder jeg meget af at læse en god bog, tage på fisketur med drengene eller gå lange ture i Aalborg eller i Slettestrand. Hvis du møder mig på en af mine aftenture, er du meget velkommen til at gøre mig selskab for at tale om verden eller bare vejret.
Så tilmeld dig som frivillig her på siden. Vi har brug for din hjælp, da en valgkamp kun er så stærk, som de frivillige, der deltager.