Den 18. januar stævnede Danmark EU for at få annulleret mindstelønsdirektivet. Jeg er glad for regeringens beslutning, men synes det er absurd, at vi overhovedet er kommet i denne situation.
Med mindstelønsdirektivet har EU valgt at lave et lovindgreb, som for det første, risikerer at underminere verdens bedste arbejdsmarkedsmodel, der igennem årtier har været beundret af hele Europa og ofte forsøgt kopieret.
For det andet er EU gået ud over deres beføjelser. I traktaten om unionens funktionsområder § 153 stk. 5 står helt klart, at EU’s beføjelser på det sociale område ikke omfatter ”lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout”.
Det er opløftende, at vores regering har valgt at indbringe sagen for EU-domstolen, men det er samtidig beskæmmende, at det overhovedet kunne komme dertil. Hvad EU må bestemme, er nu i hænderne på nogle dommere nede i Luxembourg, og der hører beslutningen ikke til. Traktaterne, som kan betegnes som EU’s grundlove, skal vedtages demokratisk af alle medlemslandene. Det er og bliver de enkelte medlemslande og deres befolkninger, der sammen skal beslutte, hvilke beføjelser, der skal overføres til EU.
Tag ikke fejl, jeg er stor tilhænger af EU. Så stor tilhænger at dette indlæg skal ses som en kærlighedserklæring til EU. Når nogen vi holder af udøver selvskade, er ægte kærlighed at råbe op. Mindstelønsdirektivet er selvskade. Hvis det bliver kutyme, at EU’s beføjelser bliver defineret af EU selv og oftest af embedsmænd, dommere og andre ikke-folkevalgte, vil det skabe modstand mod EU i befolkningen. Europa og verden har, mere end nogensinde, brug for EU så lad os passe på det ved at lade EU varetage de opgaver, de har fået uden, af egen drift, at tilrane sig nye beføjelser.
Så tilmeld dig som frivillig her på siden. Vi har brug for din hjælp, da en valgkamp kun er så stærk, som de frivillige, der deltager.
